
01/09/2025 0 Kommentarer
Foredrag - Mickey Gjerris: Kærlighed til kloden
Foredrag - Mickey Gjerris: Kærlighed til kloden

foredrag ved
MICKEY GJERRIS, Lektor i bioetik, teolog
KÆRLIGHED TIL KLODEN - Naturens sprog
Sted: Aalholm Kirke
Ingen tvivler på, at vi har brug for naturen til vores fysiske overlevelse. Men hvis vi kun ser naturen som en ressource, der kan opfylde vores fysiske behov, går vi glip af meget. For naturen kan også ses som et fællesskab vi er bundet til gennem millioner af års evolutionær udvikling. Et fællesskab, der giver vores sind og sjæl oplevelser, udfordringer og et hjem.
Aftenens foredragsholder, Mickey Gjerris, er født i 1969, han er uddannet teolog, har en ph.d.-grad i bioetik, og er ansat som lektor i bioetik ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, hvor han forsker i de etiske aspekter af menneskets forhold til naturen, herunder særligt klimaforandringerne, bioteknologi anvendt på dyr og planter, nanoteknologi mm. Derudover arbejder han med spørgsmål som natursyn, miljøetik og dyre-etik og som han selv siger ”mere eksistentielle spørgsmål omkring forskellige forståelser af ’det gode liv’ og meningen med livet, universet og alt det der.” Mickey Gjerris er forfatter til en lang række bøger og videnskabelige artikler. Fra 2011-16 var han medlem af Det Etiske Råd.
Aftenens foredrag vil diskutere forskellige natursyn og søge at vise, hvad der kan ske, hvis vi begynder at forstå mennesket som en del af et større fællesskab i stedet for verdens selvkronede konge.
Aalholm og Hyltebjerg kirker fortsætter det gode samarbejde, og også den kommende sæson præsenterer vi sammen en række foredrag med fælles afsæt. Vi har tidligere været rundt om forskellige sider af troen, vi har præsenteret en serie foredrag om håb, og det er derfor naturligt denne gang at vende sig mod den sidste af de tre søjler i Paulus’ Korintherbrev, nemlig kærligheden. Foredragsrækken griber fat om konkrete aspekter af kærligheden og ser nærmere på kærlighed til kloden, til tiden, til skærmen og til næsten.
De fire foredrag finder sted i skiftevis Aalholm Kirke, Bramslykkevej 18A og i Hyltebjerg Kirkesal på Guldagervej 5 i Vanløse.
Kommentarer